Nordlys


En ung pige sidder i sygecellen på det nedlagte statsfængsel i Horsens. Hendes fangevogter ønsker at hun skal klæde sig ud i et slidt kjole med tylskørt og polkaprikker, hendes makeup skal bestå af hvid pudder og rød læbestift, hun skal ligne en dukke mest muligt.

De skal lege … teselskab. Men den måde han ønsker at lege teselskab er brutalt og afstumpet.

Sikkerhedekonsulent Kristian Wang sidder i det nye fængsel på Enner Mark lidt udenfor Horsens. Han har en anklage om uagtsomt manddrab hængende over hovedet. Men det er kun toppen af  hans personlige ”isbjerg”.

Han er helt holdt op med at drikke alkohol, men det er blot blevet erstattet af hash, som er nemt at skaffe i fængslet. Problemet er, at man skal betale for den slags, og Kristians gæld er vokset voldsomt. 4 måneders forbrug – det er mange penge. Som han desværre skylder til en kurdisk fange, det lige når at gøre Kristian opmærksom på at uanset om han bliver frifundet eller bliver dømt skyldig i retten – så er gæld jo gæld og skal betales – snart.

Da han bliver frifundet vælger han at lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling, på frivillig basis, så er der da fred lidt. Her møder han Mirko, der er skizofren. Mirko er meget bekymret for sin kæreste, Petrine. Hun har ikke kontaktet ham meget længe, og det er ikke normal adfærd for hende. Mirko er sikker på at der er noget galt. Han beder mindeligt Kristian om hjælp til at finde hende. Men også Kristian har en han skal lede efter – kæresten Elisa.

De bliver enige om at hjælpe hinanden med at finde kvinderne.

Susan Hviid, kriminalefterforsker har fået sig en ny arbejdsplads. Det er meningen at hun skal begynde helt forfra her. Men hun har utrolig svært ved at finde sig til rette, holder sig meget inde på sit kosteskab af et kontor. Hun falder over en forsvindings sag. En Susanne er blevet væk uden at efterlade sig spor af nogen slags. Endelig har Susan noget hun kan tage sig til – det hjælper når man selv har så meget man gerne vil glemme.

 

Dette er den første bog jeg læser skrevet af Claus Hagstrøm, og hold da op jeg er gået glip af noget. Jeg begyndte på en af hans bøger for et par år siden og slap den hurtigt igen. Der var en del brutal sex-vold på det første sider – så jeg tænkte at det nok ikke lige var min “kop te”.

Men nu er der så gået et par år og jeg har fået læst en del flere krimier og ved, at man ikke bare skal “kassere” en bog efter det første kapitel – så jeg tænkte at tiden var inde til at give forfatteren en chance til.

Og – Ja man skal ikke være sart når man læser “Nordlys” – men man må heller ikke gå glip af den. Det er en virkelig spændende historie, der er er så fængslende at den er svær at slippe igen. Har lyttet bogen som lydbog og må sande at der hurtigt gik flere timer i træk i selskab med Kristian Wang og Susan Hviid. 

Forfatteren formår at få alle læserens følelser i sving. Personerne i denne bog bliver udsat for det mest umenneskelige og man sidder unægtelig og krummer tæer og får helt ondt i maven. 

Der er udført virkelig god research omkring psykisk sygdom. Hvordan det kan føles at have en psykose – det er virkelig hjerteskærende læsning. 

 Som sidehistorie følges en dansk kvinde der bliver udsat for trafficing. Hun skal arbejde i en uhumsk campingvogn, hvor man skal beslutte sig for enten at kæmpe eller at give op.

Hvis man er til stærke krimier, der giver hår på brystet, og hvis man som jeg ikke kender Claus Hagstrøms forfatterskab, så er det bare med at komme igang. Nordlys er bestemt ikke den eneste bog jeg skal læse af denne forfatter. 

Andre udgivelser af Claus Hagstrøm:

Serien om Kristian Wang: 

1, Solstrejf

2. Måneskin

3. Nordlys 

 

Standalone:
Se nu stiger solen – Ungdomsbog 

 

Faktaboks: 

Titel: Nordlys
Forfatter: Claus Hagstrøm 
Genre: Krimi-Thriller 
Forlag: Dreamlitt
Udgivet: 2019
Sider : 421
Bedømmelse:
 5 out of 6 stars (5 / 6)