En mand til Camilla

Camilla er 25 år, arbejder som veterinærsygeplejerske på en dyreklinik. Hun elsker sit arbejde med dyrene og hun har en god omgang med de andre ansatte. Især chefen på klinikken har hun et godt øje til. Hun synes selv, at han også ser på hende med et specielt glimt i øjet. Men ind til videre er det ikke blevet til mere end det.

Hver nytårsaften er der dømt veninde-aften. Hun har 2 veninder, Mette og Katja, de 3 kvinder afholder denne traditionelle aften i hinandens selskab, hvert år. De splejser om maden og de holder det hos Camilla. I løbet af aftenen bliver mange emner vendt. Mette har lige mødt Kasper og er meget forelsket og de er flyttet sammen. Katja flyver lidt rundt til forskellige forhold, og har det helt godt med det.

Camilla derimod, er ved at være træt af sit liv som single. Hun har til gengæld også svært ved at finde ” Mr Right”. Hvordan bærer man sig af i dag, med at finde en kæreste ? Veninderne giver Camilla en udfordring. Hun skal inden næste nytårsaften finde sig en kæreste…

Nu begynder uret at tikke – hun skal til og igang, og kan ikke bare sidde med hænderne i skødet. Hun ser sig godt om i nærmiljøet, hvor hendes chef er en mulighed og i nærmeste fitnesscenter er der en fyr der ind imellem har set lidt interesseret ud – og sidst men ikke mindst må man igang med div datingapps.

 

” En mand til Camilla” er en sød kærlighedsroman, med alt hvad sådan en skal have. Ingen kompleksiteter, store mordgåder eller indviklet persongalleri. Her kan alle være med og det er meget rart, lige at “slå hjernen fra” og bare blive underholdt.

Man kan sagtens relatere til Camilla og hendes problemer med at finde den eneste ene, det er ikke helt så enkelt i dag. Der er rigtig mange muligheder, men det er måske også på sin vis lidt for nemt. Det er nemt at finde en tilfældig date på nettet, men hvis man ikke begge to ligger den samme seriøsitet i mødet, kan man hurtig brænde fingrene.

Det er rart at der bliver lavet nye kærlighedsromaner som denne her. Mange af de andre jeg har læst gennem tiden er “gamle”, derved forstået at de foregår på den tid hvor man hverken havde internet, mikrobølgeovne og fik post 2 gange om dagen. Det er rart nok med en roman der er opdateret, rent tidsmæssigt.

Romanen er den første i  nye  “Silverline-serie” der bliver udgivet på Griffle forlag.  Bestemt en sød historie, som ville egne sig godt til natbordet. Den findes både som e-bog og fysisk bog.

 

Faktaboks: 

Titel: En mand til Camilla 
Forfatter: Birgitte Amalie Thorn 
Genre: Kærlighedsroman
Forlag: Griffle 
Udgivet: 2018
Sider: 145
Bedømmelse:   (4 / 6)

Anmeldereksemplar fra forlaget.